Foreningslivet

Institut for Statskundskab har et rigt foreningsliv. Frivilligt engagement på studiet er den sikreste og sjoveste måde at få nye venner på studiet på tværs af hold og årgange. Og så kan du skrive det på CV’et!

På siden herunder kan du læse mere om alle de mange foreninger og danne dig et overblik over, hvad de går ud på. Foreningslivet er altid på udkig efter friske kræfter, så tøv ikke med at tage kontakt, hvis noget fanger din opmærskomhed.

Borgerlige Statskundskabere
– Cykelværkstedet: Pedalarmen på CSS
– International Debat, ID
IPMonopolet
Mentorgruppen
Policyforum
Politologisk Filmklub
Politik og Kommunikation, PoKo
SIMA
Statskundskabs Fagråd
Statskundskabsrevyen
Stats-lit
SUVERÆN
– Tutorgruppen

 

Borgerlige Statskundskabere
Borgerlige Statskundskabere er den eneste borgerlige studenterforening på Statskundskab. Borgerlige Statskundskabere er en underfraktion til og en del af Konservative Studerendes Landsorganisation, som består af lokale foreninger, fordelt på landets største universiteter, hvor størstedelen af det studenterpolitiske arbejde udføres: Tæt på medlemmerne og deres hverdag. Vi stiller op til universitetsvalget, da vi mener, at studenterpolitik ikke kun handler om holdninger, men også resultater.

Med godt 500 medlemmer på landsplan, afholder Konservative Studerende en lang række aktiviteter og arrangementer om alt fra politiske diskussioner til sociale sammenkomster.

Som en del af Borgerlige Statskundskabere og hermed en del af Konservative Studerende har du mulighed for at deltage i den nationale debat, hvor vi beskæftiger os med studenter- og uddannelsespolitikken. Ligesom vi har et internationalt aspekt, som både giver adgang til Europas største studenterorganisations, European Democratic Students, verdens omspændende netværk for borgerlige samt til studieture til alt fra Bruxelles til Moskva.

Cykelværkstedet: Pedalarmen på CSS
Hos Pedalarmen kan du få hjælp til hvordan du skal reparere din cykel. Når du falder i staver på læsesalen, eller mangler nogle nye praktiske skills – så er Pedalarmen der altid for dig. Du er velkommen til en kop kaffe og en hyggelig snak med en anden medstuderende fra CSS.

Kig forbi, hvis du vil høre mere om os og hvad det indebærer at være frivillig i Pedalarmen. Like vores facebookside og følg med i alle vores aktiviteter. Du finder os i kælderen under bygning 16 – med indgang fra Kattens Have.

 

 

International Debat, ID
International Debat, ID, er en forening for alle med interesse for internationale forhold. Foreningen er forankret på Statskundskab, men rækker også ud over instituttets mure.

Det overordnede formål for ID er at bidrage til en kvalificeret offentlig debat om internationale anliggender. Konkret sker dette gennem faglige arrangementer og studieture. ID afholder årligt mere end 10 arrangementer om forskellige internationale emner. Her inddrages bl.a. politikere, akademikere og eksperter med praktisk erfaring til en diskussion med hinanden og publikum. Studieturene går til verdens brændpunkter, hvor deltagerne mødes med statslige og ikke-statslige organisationer for at få et indblik i områdets problematikker. De seneste destinationer har været Iran, Jordan og Bruxelles.

Alle er velkomne til at deltage ved ID’s arrangementer, studieture med mere. For mere information om International Debat og foreningens aktuelle arbejde, se hjemmesiden www.internationaldebat.dk og Facebook: International Debat. Du kan også kontakte vores formand på e-mail: formand@internationaldebat.dk.

 

IPmonopolet
IPmonopolet er et tidsskrift om international politik. Tidsskriftet udkommer på tryk to gange hvert semester og indeholder interviews og artikler skrevet af internationale eksperter og studerende. IPmonopolet kan følges på Facebook:  IPmonopolet.

 

Mentorgruppen
Mentorprogrammet for udvekslingsstuderende på Institut for Statskundskab har til formål at tage sig af de internationale studrende, der hvert semester kommer til Institut for Statskundskab gennem udveksling. Vi ønsker, at alle disse studerende skal få den fulde ”statskundskabsoplevelse”. Derfor arbejder vi i mentorgruppen med at stable mange af de samme arrangementer på benene som de danske førsteårs studerende også kommer igennem.

Som mentor tildeles man 1-2 mentees som man er særligt knyttet til. Dette er en fantastisk mulighed for at skabe særlige bånd med fantastiske mennesker på tværs af kloden! Derudover indgår man i ét stort fællesskab med alle mentorer og udvekslingsstuderende, hvorfor man får et stort internationalt og lokalt netværk på CSS.

Hvis du synes det lyder fedt eller blot ønsker flere informationer, så er du velkommen til at skrive til vores mail: mentor@ifs.ku.dk

Politologisk Filmklub, PoFi
Politologisk Filmklub, PoFi er en studenterforening på CSS, som sætter filmen i fokus. Vi arrangerer mellem tre og fem arrangementer hvert semester, som alle indebærer visning af en (fed) film med politisk indhold og/eller budskab akkompagneret af et oplæg fra en instruktør, ekspert eller lignende. Dertil serveres sodavand og øl fra Jacques D. samt gratis popcorn. De forgangne semestre har vi afholdt en række fede arrangementer med stort fremmøde, og vi glæder os til at lave endnu flere. Blandt tidligere filmvisninger kan vi nævne ”Krigskampagnen”, ”Syrien: Den brændte Jord”, ”The Act of Killing” og ”Leviathan”. Er man interesseret i at deltage i vores arrangementer, eller bare nysgerrig på at høre, hvad foreningen går ud på, kan I finde os på Facebook: Politologisk Filmklub

Politik og Kommunikation, PoKo
PoKo er til dig, der elsker politik og kommunikation – og samspillet derimellem. Du har en lille journalist gemt i maven og drømmer om at blive den skarpeste kampagnestrateg på Borgen. Du er nysgerrig efter at forstå, hvordan New Labour lykkedes i 90’erne, eller hvorfor Det Demokratiske Parti omsider fik vendt skuden i 2008 med Obama ved roret. Eller måske ønsker du blot et par tips til, hvordan du kan navigere en minister, en virksomhed eller dig selv igennem en shitstorm, når den rammer og ruller ud på de digitale medier med lysets hastighed.

But how? Det gør man ved at høre fra praktikerne selv – og det skal PoKo være stedet for!

Hop ind på Facebook og find vores side: Politik & Kommunikation – PoKo, hvis du vil læse mere om os, og hvordan du kan engagere dig i foreningen.

 

Policyforum
Policyforum er en tværfagligstudenterforening på CSS. Vi laver hverken forelæsninger eller debatter, men faglige ekspeditioner til det virkelig liv. Vores mål er dels at bruge vores faglighed på andet end eksamensopgaver og dels at møde beslutningstagere i den offentlige forvaltning, virksomheder og NGO’er. Vi laver ”projektforløb” med en samfundsvidenskabelig vinkel, og vi vil gerne have dig med. Hvert semester har vi en række projektforløb, hvor vi mødes med relevante politikere, forskere osv., som ved noget om det givne emne. Tidligere forløb har eksempelvis omhandlet dansk klimapolitik, forsvarspolitik, flygtningekrisen samt Rusland og Ukraine konflikten. Cirka 15 studerende deltager i hvert forløb og mødes 4-6 gange i løbet af et semester. På møderne diskuterer og fordyber vi os i emnets problemstillinger, ligesom vi sparrer omkring relevant læsning.

Policyforum er fuldt ud studenterdrevet – det er engagerede studerende, der fordyber sig i interessante emner og har det sjovt undervejs. Like os på Facebook: Policyforum. Du kan læse mere om foreningen på vores hjemmeside: www.policyforum.dk

SIMA
SIMA er en studenterforening for alle, der er interesserede i at diskutere klimaforandringer og løsninger på klimakrisen med et samfundsfagligt udgangspunkt. Foreningens formål er at skabe fokus på klimaproblematikken på CSS. Dermed ønsker vi at facilitere dialog omkring statskundskabens rolle i løsning af klimakrisen og at udbrede kendskabet til de politiske udfordringer klimaforandringerne skaber. Konkret sker dette gennem debat- og forelæsningsarrangementer samt samarbejde med andre foreninger, fakultetet og grupper på CSS. Derudover advokerer vi for en større inddragelse af klimaproblematikken i instituttets undervisning.

 

Statskundskabs Fagråd
Statskundskabs Fagråd er de studerendes fagråd på Institut for Statskundskab. Statskundskabs Fagråd har til formål at forbedre undervisningen og skabe et bedre studiemiljø. Igennem det seneste år har vi været med i arbejdet omkring statskundskabs nye bachelor-studieordning. Statskundskabs Fagråd arbejder sammen med SAMF-rådet og Studenterrådet for at optimere de studerendes forhold på både fakultets- og universitetsplan, hvilket vi gør gennem diverse workshops og kampagner. Derudover stiller Statskundskabs Fagråd hvert år op til Universitetsvalget med en ambition om at repræsentere alle statskundskabsstuderende, når vi sammen med ledelsen og det videnskabelige personale skal træffe beslutninger om vores uddannelse.

Vi holder typisk møder hver anden tirsdag i 4.1.24, hvor alle studerende er velkomne. Er man interesseret i at høre mere, eller har man nogle specifikke spørgsmål (muligvis om emner man kunne tænke sig blev taget op), så henvises der til Facebook: Statskundskabs Fagråd

Statskundskabsrevyen
Jeg har revyen i mit hjerte, og den holder mig i gang” lyder det i auditoriet, gangene og øvelokalerne, når revy-sæson på statskundskab for alvor begynder efter juleferien. Fra de mørke læsesale springer statskundskabsstuderende fra alle årgange ud som skuespillere, dansere, musikere og sangere med stjernepotentiale.

Revyen finder grænsen i forhold til tendenser og historier i tiden – og går gerne lidt over. Revyen analyserer det moderne menneskes behov for shitstorms, vender op og ned på SKAM-bølgen, forener alle højtidernes oversete frontfigurer og laver sjov med meget af det, der er sket i årets løb – alt sammen i sit forsøg på, at forholde sig til den aktuelle politiske situation, samt hverdagens evindelige klichéer og fordomme. Alt dette sluttes af med, at revyen tre dage i træk spiller for fyldte sale i en eufori af glæde og grin!

Så elsker du at være i spotlightet? Er du en lille smule kreativ, god med nål og tråd, eller har du en tekstforfatter, sanginstruktør eller scenograf i maven? Eller vil du bare gerne være med til at slippe et væld af skøre idéer og uforglemmelige parodier løs? Så er statskundskabsrevyen lige noget for dig! Vi begynder omkring slutningen af januar med auditions, for herefter at tage på revy-weekend, hvor vi skriver, griner, og vælger sketches og sange ud, indtil vi har den bedst mulige revy sammensat. Vi spiller som regel hele molevitten i april. Vi glæder os allerede til at møde dig!

’Like’ os på Facebook (”Statskundskabsrevyen”) eller besøg vores YouTube-kanal ”Statskundskabsrevy”, hvor du kan se hvordan produktet ser ud – der er grinegaranti!

Bag om revyen 2024

 

 

 

Stats-lit
Stats-lit er en forening for skønlitteratur på Københavns Universitet. Vi mener, at man som studerende må have forståelse for de bagvedliggende idéer og tanker, som vores samfund og stat er bygget på. Det er vores overbevisning, at politikere og embedsmænd bør træffe beslutninger på baggrund af andet end blot teknisk viden. Almen dannelse er en væsentlig del af det moderne samfund. Her mener vi, at litteraturen kan være til gavn. Den beskriver de idéhistoriske konflikter og tanker, som den danske stat er født ud af. Samtidig kan man i litteraturen få indsigt og forståelse for mennesker, man ellers ikke møder sit daglige liv.

Gennem foredrag med en række politiske personer vil vi vise, hvordan skønlitteratur kan tilføre dig erfaringer, som du måske ikke ellers ville gøre dig, og som du tilmed kan bruge i dit professionelle liv.

Find os på Facebook: Stats-lit

SUVERÆN
SUVERÆN er en forening for studerende med interesse i politisk teori. Foreningens formål er at udbrede kendskabet til og interessen for politisk teori blandt studerende i København. SUVERÆN supplerer undervisningen i politisk teori med foredrag, diskussioner og læsegrupper, der kan give studerende mulighed for at møde andre med samme interesse i et socialt fællesskab. SUVERÆN er et sted, hvor der er plads til fordybelse, nysgerrighed og kritisk stillingtagen. I forårssemesteret har vi f.eks. gennemført forløb om moderne feminisme, det postfaktuelle samfund, det antropocæne og Danmarks forhold til sin koloniale historie. Hvert semester holder vi et opstartsmøde for alle interesserede, hvor vi beslutter os for semesterets aktiviteter. Endelig er SUVERÆN med til at agere bindeled mellem forskere og studerende på Institut for Statskundskab.

Du kan læse mere og følge med i vores arrangementer på Facebook: SUVERÆN – Forening for politisk teori. Du er også velkommen til at kontakte foreningen på mail: foreningensuveraen@gmail.com

Tutorgruppen

Hvorfor er det så sjovt at studere statskundskab og samfundsfag på Københavns Universitet? Og hvordan kan det være, at det sociale sammenhold er blevet så stærkt? Det hele begynder i introdagene, hvor man som ny studerende træder ind i gården på Center for Sundhed og Samfund, CSS, og mødes af et hold smilende tutorer i et stort fælleskram. I løbet af ugen hjælper tutorgruppen med at etablere de studerende på deres stamhold. Det giver et forum til opklaring af spørgsmål midt i virvaret af nye indtryk, hjælp til at lære CSS at kende og selvfølgelig skæg og ballade i holdenes kamp for at vinde introugens ærefulde politiske spil. Tutorgruppen sørger for læsegruppedannelsen på 1. semester, hvor hver læsegruppe har en tutor tilknyttet, som tilbyder sin hjælp med spørgsmål bl.a. i forhold til opgaveskrivning og foreningslivet på studiet. Tutorerne går med liv og sjæl ind i arbejdet for at gøre introforløbet så godt som muligt – det skyldes i høj grad ønsket om at give den særlige oplevelse videre, som man selv var en del af som ny studerende.

Sidst, men ikke mindst, er det værd at nævne, at nye studerende på statskundskab og samfundsfag kan glæde sig til at komme afsted på rustur til efteråret i slutningen af uge 40. Det er oplevelser som disse, der danner grundlaget for livslange venskaber på tværs af stamhold og årgange.

Tutorgruppen glæder sig helt vildt meget til at tage imod de nye studerende og give dem et kæmpe stort tutorkram